Vinteren er en undervurderet årstid for en ferie i Irland. Nok er her koldt, men mange af seværdighederne er alligevel indenfor i hyggelig stemning. Og prismæssigt er denne årstid særdeles attraktiv – her kan du finde billige flybilletter og hoteller, da det betragtes som lavsæson.
Dagtemperaturerne holder sig som regel under de 10 grader (nærmere de 5 grader). Dublin ligger “i læ” på østkysten af Irland, og bliver derfor skånet for de kraftige storme fra Atlanterhavet, da de aftager ind over land. I perioden oktober til februar kan det dog ikke udelukkes, at vinden kan tage til i kortere eller længere perioder. Vinteren er ofte det vejr, som gengives i film og i TV fra Dublin. Lidt barsk, men stadig smukt – lad dig ikke skræmme.
Jul er noget, man gør rigtig meget ud af i Dublin. Derfor er hele december en fantastisk og stemningsfuld måned for en ferie i Dublin. Storbyen er pyntet op og der er festivaler, markeder og naturligvis masser af jule-shopping at tage fat på. Besøg f.eks. Christmas & Food Market i Farmleigh House i Phoenix Park, eller udforsk Temple Bar’s mange julearrangementer.