Går turen til Dubin? Og mangler du inspiration til hvad du skal se og opleve? Så fortvivl ej, vi har lavet en guide med de bedste seværdigheder og oplevelser i Dublin, så du nemmere kan planlægge en fantastisk rejse.
Seværdigheder i Dublin
Hvad skal man se i Dublin?
Dublin byder på et væld af fantastiske seværdigheder og oplevelser for både familier, unge og ældre. Her finder du en top-10 liste over de bedste seværdigheder i Dublin.
1. Guinness Storehouse
Guinness må være en af de mest kendte øl i verden. Folk rejser nemlig til Dublin fra hele verden for at opleve det fantastiske bryggeri. Det var Arthur Guinness der grundlagde bryggeriet som St. Jame’s Gate Brewery i Dublin helt tilbage i 1759. I Guinness Storehouse kan du følge Guinness lange og spændende historie. Bygningen har hele syv etager og bygget op om et enormt ølglas, som går fra stueetagen og hele vejen op til baren i toppen. Slut af med en velsmagende øl fra Guinness på 7. etage og nyd udsigten ud over Dublin!
2. Dublin Castle
Få en rundvisning i det overdådige Dublin castle og udforsk de adelige sale med forgyldte gardiner, fornemme gobeliner, franske møbler, italienske marmor og enorme spejle. Borgen blev opført helt tilbage i 1200-tallet og herfra blev Irland regeret i mere end 700 år. I 80’erne fandt man rester af et gammel vikingefort, og borgens historie går derfor endnu længere tilbage i tiden.
3. Temple Bar
Du må ikke snyde dig selv for at opleve Temple Bar, der er Dublins latinerkvarter og kulturcentrum. Her finder du en lang række af autentiske irske pubber, caféer, restauranter og natklubber. Desuden bliver der afholdt flere gratis udendørs arrangementer for hele familien flere gange om året. Derudover finder du bogmarkeder, mode- og designmarkeder, et teater og et musikhus, hvor du kan overvære de mest fantastiske forestillinger!
4. Trinity College
Ikke langt fra Temple Bar finder du Trinity College, som er Dublins ældste universitet. Se det imponerende gamle bibliotek, Old Library, der har nogle af Irlands og Storbritanniens ældste og smukkeste bøger. På dit besøg på biblioteket, bør du kigge efter den berømte og helt fantastiske Book of Kells, som er skrevet af keltiske munke. Læg også vejen forbi Trinity colleges historiske vartegn, The Campanile, et smukt klokketårn opført helt tilbage i 1853.
5. St. Patrick’s Cathedral
Oplev den ikoniske St. Patrick’s Cathedral, som er den irske kirkes nationalkatedral samt er den også den største katedral i Irland. Katedralen blev opført 1191, og har mange af Irlands vigtigste personligheder begravet på stedet. Det kan anbefales at tage til en koncert i kirken, og opleve den fantastiske akustik i det enorme kirkerum.
6. Dublin Zoo
Har du børn med på rejsen, er det oplagt at besøge Dublin Zoo. Her er der garanteret underholdning for hele familien. Haven blev opført 1831, og består af hele 28 ha. Zoo’en er delt op i flere forskellige afdelinger blandt andet House of Reptiles, Fringes of the Arctic, Asian Forests med mere. Dublin zoo har mere end 400 dyrearter fra hele verden!
7. More Street Marked
Besøg det ældste madmarked, More Street Marked, på din tur til Dublin. Markedet har været der i omtrent 100 år, og bliver flittigt benyttet af særligt Dublins mange indbyggere. Her finder du lækre friske fødevarer til madlavningen og til rimelige priser. Det bør siges, at selvom du ikke mangler frugt og grøntsager til maden, er selve markedet stadig en oplevelse i sig selv.
8. St. Stephen’s Green
Trænger du til en pause fra sightseeing og storbyens larm og trafik, kan du slappe af i den grønne oase, St. Stephen’s Green. Før i tiden var der kun tilladt adgang for byens elite, men i det 18. århundrede blev parken åbnet for hele offentligheden, så alle havde mulighed for at nyde de utroligt smukke omgivelser med springvand, søer, svaner, blomster og grønne græsarealer.
9. En gåtur ved floden, Liffey
Floden Liffey deler Dublin i to – den nordlige del og den sydlige del – og er 125 km lang. Gå en tur langs floden og nyd synet af de mange smukke broer der binder de to dele af Dublin sammen. Hold øje med Ha’penny Bridge fra 1816, den nok bedst kendte af disse broer. Navnet kommer af, at det førhen kostede en halv penny at krydse den.
10. Kilmainham Gaol
Besøg Kilmainham Gaol, nærliggende Phoenix Park. Kilmainham Gaol var et fængsel frem til 1924, og er i dag omdannet til et museum der beretter om fængslets historie. Hvis du synes, at True Crime er spændende, så er Kilmainham Gaol en seværdighed for dig. Kilmainham Gaol er en vigtig del af irlands historie, men samtidig er det også uhyggeligt at høre om det tortur, oprørerne og de offentlige hængninger der foregik i fængslet.